Feeds:
Innlegg
Kommentarer

Archive for the ‘Henrik Ibsen’ Category

Snipetorp er Skiens eldste boligkvarter og stedet overlevde bybrannene i 1854 og 1856. Når man går gjennom den gamle bebyggelsen fra slutten av 1700tallet kjenner man på en spesiell atmosfære av bevart tid.  Det summer av nærvær og de gamle husene er tilbakeført og restaurert med stolthet.  Her har familien til Henrik Ibsen bodd frem til ca. 1865. Jeg tusla her for noen år siden etter opplæringsseminar i Brekkeparken for Telemark museum og kjente at her kunne jeg gjerne bodd.

snipetorp1

Bildet er lånt fra google.

I 2011 ble det vedtatt at i disse historiske omgivelsene skal Rom eiendom få lov til å bygge nye boliger. Dersom du tenker at de vil passe inn i omgivelsene er dette sterkt overdrevet. Her kan du se hva de nå begynner å selge. Kanskje er ikke disse fremstegene alltid fremsteg og kanskje er vi nødt til å spørre oss hvorfor vi tillater slikt. De trærne de hugger og de områdene de bygger ut er slikt vi aldri får igjen.

kasser.png

Bildet er lånt fra: Rom eiendom sine sider.

 

Jeg ser for meg argumentene: Du bor ikke der. Hvorfor bryr du deg? Jeg bryr meg fordi jeg tror vi alle har et kollektivt ansvar. Dersom vi tok ansvar ville vi fredet Snipetorp. Vi ville vernet fordi vi visste at det vi tok vare på var verdifullt og viktig. Dersom vi ikke kan ha noen steder der fortellingene fortsatt får hviske i gatene og som får lov til å stå der fritt og urørt, så mister vi kanskje noe av oss selv.

 

I dag var det en protest i Skien. Den førte ikke frem.  Nok en gang får pengene overstyre evnen til å bevare unike bomiljø. Dersom de skulle bygge noe mer her kunne de i det minste bygget historisk. Det er mulig å passe bedre enn Rom eiendom legger opp til.

 

Du kan melde deg inn i gruppa på facebook her,  dersom du ønsker det. Ellers skriver jeg bare for å skrive av meg smerten jeg alltid får når det gamle trues, eller når det urørte blir berørt.

snopetorp2

Bilde lånt fra google.

Read Full Post »

 

Det har blitt en tradisjon på denne bloggen å skrive noen ord på Henrik Ibsens fødelsdag og det skal jeg selvfølgelig følge opp i år også. Hans skuespill kommer alltid til å ha spesiell plass hos meg. Jeg glemmer aldri at jeg en sommer satt på jobb oppe på hovedgaarden når det var stille og alt arbeid var gjort. Da leste jeg  Ibsen, hørte på summende insekter og ventet på gjester. Jeg hadde lest enkeltstående verket før, men dette var første gangen jeg leste systematisk og med større refleksjon enn før. Mange har spurt meg hvilket skuespill jeg liker best og jeg må fortsatt si Vildanden. Masse er godt og tankevekkende og sterkt, men dette stykket har en særlig plass hos meg og har hatt det lenge.

Diktene hans er kanskje mindre kjent og jeg har derfor gjort det til et prosjekt å blogge ut dikt de sistene årene på bursdagen. Denne teksten kommer fra diktsamlingen Dikte fra 1871.

Stjerner i lyståge

Just under min kometfærd mod en egn,
hvorhen jeg stævned for at finde hjemmet,
i verdensrummet viste sig en fremmed
uventet gæst ved Andromedas tegn.

Der bæres bud ned til vor gamle jord,
at ude i det højtidsstille fjerne
der havde kaos skabt sig til en stjerne,
da det slog ind på samlingslovens spor.

Jeg fandt et andet kaos rundt omkring,
med spredte viljer og med skilte veje
og uden drift til fælles banesving
og uden higen mod et midtpunkts leje.

Men da jeg atter stod i fjernets stilhed,
da tog jeg varsel af hvad der var sket, —
tog varsel af hvad selv jeg havde set:
lystågers samling til en stjernes billed.

Lyståger tror jeg på, skønt uden orden,
kaotisk løst den vælter sig i nord;
jeg tror den er på samlingslovens spor, —
en lysrig stjerne i sin første vorden.

Read Full Post »

Det har blitt en liten tradisjon i denne bloggen å markere Henrik Ibsens fødselsdag. Nettdagbokforfatteren er glad i ham, og derfor er det selvfølgelig ekstra hyggelig å skrive noen linjer. Denne gangen vil jeg gjerne dele av diktene hans:

Lysræd
Den tid jeg gik i skolen
var mod nok i mit sind, —
at sige, så længe til solen
gik under bag bergets tind.

Men lagde sig nattens skygge
udover ås og myr,
da skræmte mig spøgelser stygge
fra sagn og fra eventyr.

Og bare jeg lukked øjet,
jeg drømte så meget og mangt, —
og alt mit mod var fløjet —
Gud vide må hvor langt.

Nu er der en forandring
med alting i mit sind;
nu går mit mod på vandring
ved morgensolens skin.

Nu er det dagens trolde,
nu er det livets larm,
som drysser alle de kolde
rædsler i min barm.

Jeg gemmer mig under fligen
af mørkets skræmsels-slør;
da ruster sig al min higen
så ørnedjerv som før.

Da trodser jeg hav og flammer;
jeg sejler som falk i sky,
jeg glemmer angst og jammer —
til næste morgengry.

Men fattes mig nattens foerværk,
jeg véd ej mit arme råd; —
ja, øver jeg engang et storværk,
så blir det en mørkets dåd.
(Henrik Ibsen)

Read Full Post »

Bergmanden
Bergvæg, brist med drøn og brag
for mit tunge hammerslag!
Nedad må jeg vejen bryde,
til jeg hører malmen lyde.

Dybt i fjeldets øde nat
vinker mig den rige skat, –
diamant og ædelstene
mellem guldets røde grene.

Og i dybet er der fred, –
fred og ørk fra evighed; –
bryd mig vejen, tunge hammer,
til det dulgtes hjertekammer!

Engang sad som gut jeg glad
under himlens stjernerad,
trådte vårens blomsterveje,
havde barnefred i eje.

Men jeg glemte dagens pragt
i den midnatsmørke schakt,
glemte liens sus og sange
i min grubes tempelgange.

Dengang først jeg steg herind,
tænkte jeg med skyldfrit sind:
dybets ånder skal mig råde
livets endeløse gåde. –

End har ingen ånd mig lært,
hvad mig tykkedes så sært;
end er ingen stråle runden,
som kan lyse op fra grunden.

Har jeg fejlet? Fører ej
frem til klarhed denne vej?
Lyset blinder jo mit øje,
hvis jeg søger i det høje.

Nej, i dybet må jeg ned;
der er fred fra evighed.
Bryd mig vejen, tunge hammer,
til det dulgtes hjertekammer! –

Hammerslag på hammerslag
indtil livets sidste dag.
Ingen morgenstråle skinner;
ingen håbets sol oprinder.</p

Henrik Ibsen.

Read Full Post »

«I vår tid har enhver ny dikting den oppgave å flytte grensepæler. »
~ Henrik Ibsen ~

Henrik Ibsen er etter min mening vår største dikter og dramatiker. Han har påvirket meg hele mitt lesende liv og fortsetter å påvirke meg. Han flyttet ikke bare grensesteiner, dyttet og utfordret i sin samtid, men fortsetter aktivt å gjøre det for dagene lesere med sine sannheter.

Ibsen er kanskje litt mindre kjent for diktene sine, men det betyr ikke at de på noen måte er svakere. Dette er gode og sterke tekster som taler direkte til leseren på flere nivåer. Mitt favorittdikt i så måte er Bergmanden og det er dette jeg har lyst til å dele med dere.

For meg har det vært en stor motivasjon rundt egen skriving og det er kanskje det diktet Ibsen har skrevet som jeg kommer oftest tilbake til. Det ble publisert da Ibsen var ganske ung. Jeg tenker det også fint kan stå som et eller eller en problematisering av det å ha et kall og det å slåss for noe på flere nivåer i livet. Bergmannen er en metafor for det mennesket som har en oppgave og som må kjempe seg gjennom fjellet for å finne ut hvor hun skal gå. Det kan illustrere at som barn var det enklere å beholde selvtilliten og troen gjennom leken. Fjellmetaforen kan illustrere flere ting, både livet, omgivelsene og selvsagt våre tanker og følelser, som meget vel kan være våre verste fiender. Kallsproblematikken blir dermed problematisert og det er lett å bukke under som ved det tunge arbeidet inne i fjellet. Vi ser dette eksplisitt i omtalen av tvilen bergmanden legger for dagen, hvor han spør seg selv om han ikke har fått dette til. Den realistiske tonen og ikke minst gjenkjennelige gjør at teksten får en tidløs og allmenn stemme der mange er i stand til å gjenkjenne seg.

Jeg tolker det som bergmannen bestemmer seg for å fortsette arbeidet sitt. Han vet at han må gjøre dette. At det er her nede i mørket han hører til. Ja, det er sant. Det kan være en tung og ensom vei å følge hjertet sitt. Men samtidig er det i alle fall sånn at jeg har erfart at tilslutt er jeg bare nødt til å satse på det. For det er kun jeg som kan vite hvor jeg er ment til å gå og selv om alt er usikkert, er det en sjanse som er nødt til å satses på. Det er hardt, utmattende og skremmende. Men det kan være ekte skatter der nede som bør søkes frem.

Ligger der noe i teksten om at man må lete på skjulte steder, langt nede i mørket og dypet? Det er et dikt som oppmoder til å gå utenfor komfortsonen. En vet ikke ikke, ikke en gang OM resultatet kommer, men likevel er det en driv ( lik bergmannen) som får noen mennesker til å arbeide møysommelig videre, med i alle fall et håp om å finne noe inni seg selv, eller fra omgivelsene som kan bli til noe verdifullt.

Jeg tar stadig frem dette diktet. Det er min inspirasjon for master – og kreativ skriving. Når skriveren i hodet blir ustø og ikke tror dette vil gå i det hele tatt, prøver jeg å sitere diktet. Derfor synes jeg det var så flott å dele det på selve fødselsdagen.

Bergmanden
Bergvæg, brist med drøn og brag
for mit tunge hammerslag!
Nedad må jeg vejen bryde,
til jeg hører malmen lyde.

Dybt i fjeldets øde nat
vinker mig den rige skat, –
diamant og ædelstene
mellem guldets røde grene.

Og i dybet er der fred, –
fred og ørk fra evighed; –
bryd mig vejen, tunge hammer,
til det dulgtes hjertekammer!

Engang sad som gut jeg glad
under himlens stjernerad,
trådte vårens blomsterveje,
havde barnefred i eje.

Men jeg glemte dagens pragt
i den midnatsmørke schakt,
glemte liens sus og sange
i min grubes tempelgange.

Dengang først jeg steg herind,
tænkte jeg med skyldfrit sind:
dybets ånder skal mig råde
livets endeløse gåde. –

End har ingen ånd mig lært,
hvad mig tykkedes så sært;
end er ingen stråle runden,
som kan lyse op fra grunden.

Har jeg fejlet? Fører ej
frem til klarhed denne vej?
Lyset blinder jo mit øje,
hvis jeg søger i det høje.

Nej, i dybet må jeg ned;
der er fred fra evighed.
Bryd mig vejen, tunge hammer,
til det dulgtes hjertekammer! –

Hammerslag på hammerslag
indtil livets sidste dag.
Ingen morgenstråle skinner;
ingen håbets sol oprinder.

Read Full Post »

Ellinor og Per Esben * tagget* meg i et en poetkjede for en tid tilbake og jeg har rett og slett ikke svart.

Utfordringen var å nevne tre favorittpoeter og så vise til et verk av dem som jeg setter høyt. Etterpå skal jeg oppfordre fem andre til å fortsette

Jeg er treg og distré og derfor har jeg stoppet kjeden.

Men i alle fall: her er lista mi.

1.

Halldis Moren Vesaas ; Samlede dikt

Hva kan jeg si om henne?

Jeg har alltid kjent til henne. Diktene hennes har fulgt meg fra barnsbein av og gjør det fortsatt. Å lese henne en fantastisk vårkveld på trammen heime er minner som står sterkt for meg.

Hun skriver om livet og med innsikt. Hun får tekstene til å fremstå vakre og i blant har hun poeng som virkelig gir meg gåsehud. Jeg nikker enig og tenker at * jammen sånn er det jo, du har helt rett*

Og hun kan leses aktivt gjennom ulike faser i livet! Hun har gjennom sine dikt ikke bare observert men også forstått.

Og dette kommer utrolig vakkert frem!

2.

André Bjerke – samlete dikt.

Bjerke er en ordkunstner og når favorittskalder skal frem må han virkelig få sin plass. Han får til alt fra nonsens – og morodikt til dikt med mening og ettertanke. Og han har en lengsel i mange av tekstene sine som jeg opplever som et sterkt vemod.

Denne vekslingen i tekstene og samtidig den fantastiske kontrollen han har over ordene har jeg alltid ønsket meg. Det gjør at jeg stadig vender tilbake til å lese ham.

Jeg synes det var vanskelig å trekke frem en spesiell samling siden jeg synes alt bør leses og velger derfor samlete dikt her også.

3.

Henrik Ibsen dikt – dikt i utvalg

De fleste veit at han skrev drama, men dette skal ikke handle om hans drama. ( selv om jeg er svært glad i dem)

Han skrev også svært gode dikt og på et ganske kritisk punkt i livet mitt leste jeg disse. Jeg var veldig usikker på å fortsette å skrive kreativt og det diktet som heter * bergmannen* fikk meg til å fortsette med skrivingen.

Og diktene har altså dette særegne og talende i seg. Derfor er også hans poesi verdt å undersøke.

**

Jeg er litt glad i være inkluderende. Derfor: om du leser her inne og vil svare så skriv gjerne denne poetkjeden videre.

Read Full Post »